Referat fra mødet i Odense den 30. august 2002

 

Til stede af rentolinramte: Per Lüdiken, Per & Anne Maria Morsbøll, Eva & Allan Schmidt, John, Jens Bartholin, Anette, Marianne Salomonsen, Egon Hansen, Helle & Karsten Kaae, Nicolai, Ellen Margrethe og Anders

Andre: Lene Garsdal (MF for SF). F. Lander, Claus Olesen og Thormod Kaae fra SF-Odense

og advokat Bjarke Madsen (kendt fra Boneloc-sagerne).

1. Valg af dirigent og referent: 

Ellen Margrethe bøde velkommen og foreslog Claus Olesen og Thormod Kaae fra SF-Odense som henholdsvis dirigent og referent – de blev begge valgt.

2. Orientering og status på Rentolinsagerne

Bjarke Madsen (BM) fik ordet og fortalte kort om sin egen erfaring. Han har arbejdet som advokat siden 1988 og har siden 1994 specielt arbejdet med personskadesager. I den forbindelse arbejdede han i Boneloc-sagen for Patientforeningen Danmark, og han har erfaring både med enkeltsager og gruppesager. Advokat Djurhuus havde 320 Rentolinsager, men havde kun forsøgt at få formidlet forlig i ca. 40 sager. (Ellen Margrethe oplyser at Djurhuus tidligere har sagt at han havde godt 700 sager).

Der verserer fortsat et stort antal sager ved Retten i Hillerød, hvor kun 6 prøvesager er afgjorte. I de 4 af sagerne er forhandlerne blevet dømt, mens i 2 af sagerne blev forhandlerne frikendt. Fire af disse sager verserer nu ved Østre Landsret.

Tirsdag i denne uge var der berammende retsmøde i Østre Landsret for at finde ud af, om EF-dommen fra 25/4-2002 vedrørende den franske lov om produktansvar kunne bruges i de danske Rentolinsager. Dommeren, Vibeke Rønne, mente umiddelbart ikke, at EF-dommen kunne anvendes overfor Danmark og Den Danske Produktansvarslov. Danmark fik allerede i 1989 sin produktan­svars­lov, som der aldrig er rejst klagesager imod.

Frankrig fik først sin produktansvarslov i 1998 og EU-direktivet omkring produktansvar er blevet forkert integreret i fransk lovgivning. Derfor har EU-kommissionen rejst sag mod Frankrig.

For øvrigt er mellemhandler og producenter i Frankrig ligestillet med hensyn til ansvaret.

I Danmark skal først producenten drages til ansvar og så efterfølgende kan forhandleren anklages.

Børge Dahl (højesteretsdommer) mente ikke denne dom kan bruges i Danmark.

I Østre landsret protesterede BM over udsættelsen p.g.a. EU-domstolen skulle træffe en afgørelse om, hvorvidt det er den danske lov, der er gældende.

Den 12. december 2002 mødes Østre Landsret igen for at afgøre, om sagerne skal afvente EU-domstolen.

Indtil nu, har det kun været de materielle skader på husene og aldrig personskaderne, der har været rejst sager om. Der er fremkommet en generel rapport om rentolinens farlighed, men der er aldrig lavet en rapport over de enkelte personskader og ej heller ført sager om personskaderne.

Det bør det ifølge BM’s opfattelse tages fat på nu – det være sig bl.a. erstatning for de varige men, tort, svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, tab af erhvervsevne, medicinudgifter.

I miljøstyrelsen er der netop udgivet en rapport om MCS (Multiple Chemical Sensitivity). Nogle mente, at den måske ville kunne bruges. (Men endnu er det ikke lykkedes at få den ud af skuffen).

 

Ifølge BM er der 3. ting, der må gøres nu:

1. Den enkelte person skal diagnostiseres via speciallægeundersøgelse – og få lavet en rapport med indikation af rentolinens rolle.

2. Retslægerådet skal ”afkræves” en udtalelse om erstatningsansvar (her anførtes, at dette råd desværre ofte var præget af en noget konservativ tankegang).

3. Arbejdsskadestyrelsen skal udtale sig om tab af arbejdsevne m.m.

På spørgsmålet om en tidshorisont, svarede BM at man i hvert fald ikke bliver færdig i 2002 og nok næppe heller i 2003, men måske i 2004.

Spørgsmålet om eventuel forældelse blev drøftet på mødet.

Der kom mange spørgsmål til BM – bl.a. vedrørende retshjælpsforsikring og fri proces.. Her oplyste BM, at retshjælpen ydes op til 75.000 kr. Og ved fri proces dækkes kun for udgifter op til det ansøgte/anslåede beløb.

Her i 2002 søges der om fri proces til personskader. Skal man kunne få fri proces, må man ikke overstige en årsindtægt på 217.000 kr for enlige og for ægtefæller/par er beløbet 275.000 kr, dog tillagt et beløb pr. hjemmeboende barn under 18. år på 37.000 kr.

Ifølge BM, kan det vise sig at være en fornuftig investering at egenfinansiere det beløb, der går ud over retshjælpsforsikringens ramme på de 75.000 kr ”med tillæg af selvrisiko”.

BM har allerede et par Rentolinsager, og da det er nogle både resurse- og tidskrævende sager, er hans firma nødt til at opkræve et standarddepositum på 5.000 kr. inden man går i gang. (beløbet modregnes selvfølgelig så ved sagens afslutning).

Der var også tvivl om hvorvidt en advokatregning, der løber ud over retshjælpsforsikringens ramme på de 75.000 kr kunne risikere at havne direkte hos forsikringstager med krav om betaling af det ”overtrukne” – her var svaret også NEJ, med mindre man har indgået en anden aftale med advokaten.

3. Hvordan kommer vi videre?

Lene Garsdal (medlem af folketinget for SF) ville vide, hvad man mente, at Folketinget kunne gøre for at hjælpe. Og hun var i tvivl om Arbejdsskadestyrelsen kunne bruges, da det ikke er tale om arbejdsskader.

På det sidste svarede BM, at Arbejdsskadestyrelsen blev brugt til at udtale sig om de procentvise men-grader, samt til at udtale sig i private erstatningssager (trafikskader, fejlbehandlinger, produktansvar m.v.

BM mente også, at Staten har et medansvar, ved kun at føre lemfældig kontrol med nye produkter. Som oftest griber Staten kun ind, når de landsdækkende medier har rejst sagen. Derfor mente BM at de tidligere erfaringer fra Boneloc- og Blødersagen måske kunne bruges. Og Sundhedsstyrelsen er for øvrigt stævnet i Boneloc-sagen – sagen endnu ikke afgjort.

Per mente, at Miljøstyrelsen burde hænges op på ansvaret både moralsk og politisk, ved at have gjort alt for lidt, da farligheden i 1998 blev kendt.

Til dette punkt kunne Ellen Margrethe oplyse, at Svend Auken allerede i 1994 skrev til producenten om at holde stoffet tilbage – men desværre uden at forfølge sagen.

Der blev spurgt om, hvorvidt retshjælpsforsikringen kan falde til udbetaling. Hertil svarede BM, at retten først skal træffe afgørelse om sagsomkostningerne og deres fordeling, inden en udbetaling kan finde sted.

Samtidig understregede BM, at hvis man indgår et forlig, så afskriver man sig samtidig kravet på at bruge forbeholdet imod forældelse.

Allan, ville høre, hvornår forældelsesloven træder i kraft. Her var svaret, at almindelig forældelse ved alm. lov fra 1908 træder i kraft efter 5 år. Anderledes med Produktansvarsloven af 7/6-1989 her træder forældelse i kraft efter 3 år.

F. Lander (læge/SF-Odense) foreslog, at man gjorde som i Thule-sagen og fik sagen taget op kollektivt i Folketinget, så der kunne afsættes økonomi til få sandsynliggjort sygdomsbilledet fra Rentolin med det samme undersøgelsesprogram. Han mente i øvrigt de to sager var meget ens, på den måde, at der ikke er et entydigt sygdomsbillede, og man derfor mangler en veldefineret diagnose – årsagssammenhængene skal dokumenteres. Han mener, at den medicinske diagnostik p.t. ikke er teknisk god nok, hvorfor sandsynliggørelsen ved en kollektiv undersøgelse er at anbefale.

Lene Garsdal mente, at man af hensyn til problematikken med forældelse nok skulle hurtigt i gang med personskadesagerne, og så måske sideløbende eller senere i gang med en kollektiv undersøgelse.

Ellen Margrethe fortalte, at man siden 1998 havde forsøgt at komme igennem med personskade­sagerne, men intet var sket. (Måske p.g.a. dårlig rådgivning !).

Anne-Marie efterlyste at Folketinget kunne pålægge kommunerne en ensartet handlingsplan og hjælpetilbud for samtlige ofre.

Ellen Margrethe kunne her oplyse at KL (Kommunernes Landsforening) har anbefalet at Rentolinramte ligestilles med hjemløse, hvilket betyder, at dem der ikke har økonomisk råderum i deres budget, skal kommunen hjælpe men de skal sørge for at skaffe bolig.

Anne-Marie anbefalede også samtidig at bruge speciallæge Lene Høj, Allergiklinikken Charlottenlund, til at komme med de diverse fornødne erklæringer (koster 4.000 kr). På spørgsmålet om det ikke er Arbejdsskadestyrelsen, der udpeger speciallægen, svarede BM, at man normalt får en 2-3 stykker at vælge imellem, men at patienten også selv har ret til at vælge.

Nicolai, der var ny i forsamlingen, fortalte, at han af Djurhuus var blevet opfordret til at finde en anden advokat til at føre sin sag. Og ville godt høre, hvad de andres utilfredshed gik på. Om det var langsommelighed eller hvad?

Anne-Marie kunne fortælle at Hans Henrik Thausen havde oplyst at flere af firmaets øvrige advokater var sagt op. Han var den eneste tilbageværende, og forventede selv at finde sig et andet selskab. Men han havde lovet at udsende en cirkulæreskrivelse om disse ting.

Helle og Karsten kunne berette om store kvaler med at få de lokale læger til at sende dem videre til speciallæger, selv om deres sag i egne øjne var klokkeklar: Et barn dødssygt kort tid efter indflytning i et rentolinbehandlet hus. De havde efter anmeldelsen i 1998 været til et møde i København hvor både Codan og advokatfirmaet havde været repræsenteret. Men intet skete efterfølgende, og deres hus til 3. millioner står år efter år og forfalder mere og mere. De havde så taget konsekvensen og var skiftet til advokat Morten Wagner.

Per var af den helt klare opfattelse, at Djurhuus ikke havde haft kapacitet til at starte alle de mange sager.

Ellen Margrethe kunne fortælle, at til trods for, at deres sag ”kun” var nr. 15 i rækken, havde de intet tilbud fået om forlig. Dette have fået dem til at klage til advokatankenævnet, hvorefter Djurhuus smed dem ud.

Ellen Margrethe gjorde ved samme lejlighed op med de rygter, som hun havde hørt var bragt i omløb om, at hun og Anders skulle havde fået erstatning og derefter nedlagde foreningens arbejde. Disse rygter havde absolut intet på sig, og hun benyttede så lejligheden til understrege, at så længe hun kunne stå oprejst, så ville hun kæmpe lige indtil de sidste ofre havde fået deres erstatning.

Hun og flere andre mente for øvrigt at de som havde fået et forlig i stand, alle havde fået mundkurv på af Djurhuus.

Anette ville høre om, hvorvidt man kunne skifte advokat midt i en verserende sag. Hertil svarede BM, at selv om man har retshjælpssikring så må man gerne skifte advokat undervejs. Flere forsikringsselskaber frarådede dog ofte dette af hensyn til deres egen økonomi. Og han anbefalede derfor at vælge sig en advokat, som man havde tillid til.

(Dette fik efterfølgende både Egon og Ellen Margrethe til at anbefale BM på det varmeste).

På spørgsmålet om, hvor mange Rentolinsager BM havde i gang, var svaret 2 og en 3-4 stykker, der var interesseret i at skifte (i løbet af aftenen blev dette antal vist forøget - referentens kommentar).

BM mente, at Djurhuus havde taget alt for få sager op, og det skal der nu tages fat på. Sagerne om personskade skal også følges op med et med et mere udførligt krav på tingskader. Og arbejdsbyrden på 2 eller 10-15 af samme slags var ikke så forskellig, og han erklærede, at han selvfølgelig både tog personskadessager og tingskader.

Der blev udtrykt beklagelse over, at foreningen – som sådan – var ophørt med at eksistere, men man var samtidig enige om at fortsætte arbejdet med Ellen Margrethe som tovholder, og ved den lejlighed udtryktes megen anerkendelse for hendes store indsats.

Hun lovede så, at der fortsat vil blive sendt nyhedsbreve ud til dem, der har ytret interesse herom. Og referatet fra dette møde vil ligeledes blive sendt til de, der var forhindret i at kunne komme til dette møde.

På opfordring fra Nicolai blev der rundsendt et papir, hvor man kunne skrive sit navn og e-mailadresse på, så vil han efterfølgende prøve at oprette et nyheds-/debatforum på Internettet for de Rentolinramte.

Til sidst blev BM spurgt om hvordan man var stillet, hvis man for egen regning tog fat på udbedringer for at forhindre yderlig skade eller gøre huset beboeligt. Og Annette ville høre om de havde ødelagt deres sag ved selv at istandsætte deres hjem. Djurhuus havde jo sagt, at det kunne de roligt gøre, når blot de gemte bevismaterialer. Hvis det viser sig ikke at være nok, mente hun, at Djurhuus kunne ansvarspådrages p.g.a. dårlig rådgivning.

BM advarede kraftigt, i det man jo fjernede bevismaterialer, og det var ikke nok, at man ”bare” havde fået en ekspert til at lave en rapport. For pågældende ekspert skal være udpeget af retten for at være faglig retsgyldig og upartisk. Hvis man selv bestiller en ekspert, kan hans rapport forkastes som ensidigt indhentet oplysninger.

Han mente dog, at havde man for at forhindre yderligere skader foranstaltet udbedringer, og derved forhindret det økonomiske krav i at vokse, så ville de fleste dommere nok se med en vis velvilje herpå. Men at det så var af stor betydning, at der var både video og/eller stillbilleder til dokumentation for skaderne.

Anne-Marie advarede imod selv at få sagerne undersøgt, da det meget vel kunne vise at blive skønne spildte kræfter (penge).

Egon fortalte at en Michael Østergaard tidligere havde været brugt i sager om Rentolin. Dette fik BM til kraftigt at advare imod at rette henvendelse til Mikael Østergaard uden om retten og modparte­rne, da dette kunne medføre, at Michael Østergaard senere ville blive erklæret inhabil i sagerne.

Eva kunne fortælle, at første undersøgelse kostede 7.000 kr og de efterfølgende hver 3.000 kr. Hun og hendes mand havde gjort det for at få et tilbud på udbedringer, og nu har huset stået tomt i yderligere 2 år. Skal vi bare blive ved at lade stå til?

Hertil svarede BM, at ekstra skader opstået p.g.a. en advokats langsommelighed måske kunne rejses overfor denne.

Karsten kunne berette at Codans kemiingeniør, Ole Henningsen; havde besigtiget mange af husene som kurator for de samlede forsikringsselskaber, men at hans rapport aldrig var kommet for dagens lys. Hertil var svaret, at han jo arbejdede for modparterne.

Anne-Marie kunne fortælle, at taksator Ole Henningsen, havde fortalt, at han fik det dårligere og dårligere ved alle de besøg i de Rentolinramte huse. Samme Henningsen havde for øvrigt advaret meget kraftigt imod afslibning af gulvene, idet han så mente, at deres gener ville blive mangedoblede.

Karsten bad om BM’s stillingstagen til det faktum, at man nu i 3 år havde et komplet hus stående uden at kunne bruge det - endsige overhovedet at prøve at få det solgt. Det drejer sig jo om en formue i el og varme over så lang en periode.

BM mente ikke, at man blot kunne lade stå til – det ville ikke gavne sagen. Det var bedre, at man kunne bevise, at man havde forsøgt at begrænse skadesomfanget.

John bad BM om en tidshorisont! Og svaret var, at BM’s erfaring sagde ham at om en 2-3 år kunne der nok være en afgørelse. Lidt afhængig af Hillerød-sagernes behandling i Østre Landsret.

Dirigenten sluttede mødet med tak for god ro og orden og med ønske om god vind frem over.

Derefter var der Pizza-spisning inden mødet ved godt 21-tiden sluttede.

For referat

Thormod Kaae / SF-Odense